BREAKING NEWS: Artemis Fowl film bekræftet!

"Holly Fowl" FanFiction

Forfatter: holly fowl
Dato: 06/10-10 17:10
Prolog
”Hendes navn er Holly Fowl den Anden. Hun er tolv år og datter af millionæren Artemis Fowl den Anden – Men hvem er hun VIRKELIG?
Uddannelse
Holly Fowl går i skole på Saint Bartelby i Dublin, Irland helt ifølge den fowlske tradition. Hun går ugentligt til psykolog uden egentlig årsag, ifølge hendes far.
Holly Fowl er ikke glad for sport – hun er derimod yderst intelligent, ligesom hendes far. Hun har indtil videre udgivet 5 psykologi-bøger, 3 fantasyromaner og en enkelt fysikbog. Indtil flere af disse er selvfølgelig skrevet med hjælp fra hendes far, Artemis Fowl den Anden.
Hendes nuværende intelligens ligger på niveau med professorers, hvilket ikke er så sært. ”Det ligger til familien,” er Artemis’ udtalelse.
Hjemmefronten
Holly Fowl bor med sin familie på Fowl Manor, familiens store herregård, nogle få kilometer fra Dublin sammen med hendes far, Artemis Fowl den Anden, og hendes bedsteforældre, Angeline og Artemis Fowl. Holly kender dog ikke sin egen mor.

Udseende
Holly Fowls højde ligger et godt stykke under gennemsnittet, og det vil den med stor sandsynlighed blive ved med.
Det blanke sorte hår svinger kønt om det fint byggede ansigt med den smalle næse og de lidt høje kindben, når hun vender sig om. Håret skjuler ofte det ene øje, hvilket giver hende et lidt mystisk udseende.
Den dobbelte øjenfarve er yderst unik – blå og nøddebrun i begge øjne. Blå yderst og brun inderst.
Personlighed
Hollys personlighed er meget speciel, og den har flere gange bragt hende i alvorlige problemer.
Hendes intelligens er tit til stor irritation for både familie og venner.
Hun er også meget stædig og har det med at sætte sig imod hendes far – og mange andre, men dette går mest imod familie og – selvfølgelig - psykologer.
Hun har desuden forvandlet utallige af omtalte psykologer til lallende idioter og smadret klassekammeraters tålmodighed og ruineret deres værdighed og selvtillid.
Desuden kan hendes selvtilfredshed og til tider falske eller overfladiske smil tage modet fra selv den mest selvtillidsfulde person, hvilket hun ofte gør brug af.”
*
Dette er en fortælling om mig – Holly Fowl den Anden – og hvordan det er at leve med min geniale far, Artemis Fowl den Anden, hans bodyguard, Butler – ja, der er hans rigtige navn – Juliet Butler og mine egne bedsteforældre.
Jeg vil starte med reportage om min far. Den er lidt gammel – og kort - jeg er ked af, hvis det irriterer dig – eller måske ikke.
"Artemis Fowl – geniet i vore dage – er ikke den første Artemis i Fowl-familien. Han er den anden.
Artemis er et geni, der er gået meget langt for at få, hvad han ønskede. Men der er én ting, fanger hvert eneste øjne – Artemis Fowl den Anden er kun tolv år gammel!"
Kan du se mine problemer? Jeg er datter til et kriminelt geni for at sige det lige ud. Jeg ved, hvad du tænker lige nu: "Er du ikke også et geni?"
Svaret er: Ja, jeg er. Det ligger til Fowl-familien. Men der er noget, jeg ikke ved noget om…
Min mor.

Svar

Forfatter: Holly Short 14
Dato: 12/10-10 18:27
jeg er Holly Short i hendes yngre dage. jeg er 14 år og er lige begyndt at studere i retning a noget ingen kvinde har gjordt før... nemlig rekognosceringsofficer! det mest spændende man kan lave i følge mig... men mine medstudenter er ikke lige så naive som jeg er... hvordan skulle en pige som mig nogensinde blive NIS officer overhovedet! jo det har jeg tænkt mig at vise dem! de kan bare komme an når jeg får mine agern!

Forfatter: holly fowl
Dato: 12/10-10 18:31
Kommentar fra mig: Det er "Zilke" - Hun har gået i min klasse - og hun er lidt underlig...

Forfatter: holly fowl
Dato: 12/10-10 20:21
Og jeg forestætter det her forums egentlige årsag:

Forfatter: holly fowl
Dato: 12/10-10 20:22
KAPITEL 1

Fowl Manor
Det var mandag morgen. Solen skinnede ikke den dag. Min far og jeg sad foran vores computere.
"Wow..." sagde han stille, "har du set det her, Holly?"
Jeg kiggede på ham. Hans ansigt var oplyst af computerskærmen, selvom han kiggede på mig. Jeg havde aldrig set hans ansigt så blegt, som det var der. Hans sorte hår var kæmmet pænt tilbage som normalt. Intet har ændret sig på ham for ca. tolv år. Eller måske var der noget, jeg kunne bare ikke regne det ud – endnu.
"Hmm," svarede jeg kort, "Det tror jeg, jeg har, Fader. Hvad er det i dag?"
Han himlede kort med øjnene, før han begyndte at tale. "Det er noget om os – Fowl-familien," startede han, "de har fundet en grund til, hvorfor vi ikke bor sammen med din mor – igen! Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke tror på den reelle historie – selvom deres er mere interessante."
Jeg vidste det allerede. Ikke det med en ny historie, men at de blev ved med at skrive nye, fordi den virkelige er temmelig kedelig. De kunne bare klare at bo sammen. Jeg ligeglad med deres dumme historier, men jeg ønskede at kende min mor – uanset det det måtte koste.
"Temmelig uinteressant, Fader, ”, svarede jeg, ”Jeg troede, de kunne ikke finde ikke mere latterlige historier. Undtagen, hvis de troede på Eoin Colfer-bøger, men... Åh nej, gør de nu også det?"
Et vampyr smil fra min far og et blink med det brune øje. Han lo kort.
"Ja, det er præcis, hvad de tænker denne gang, Holly. Men de har ret i én ting: din mors navn. Det er Holly Short, men hun er ikke en alf. De findes jo ikke."
Det lød, som om han løj for mig… Eller nej, jeg vidste, at han løj for mig. Det havde han gjort meget på det seneste. Holly Short – min mor – hende havde jeg aldrig mødt. Nogen troede, hun var død. Nogen mener, de bare var skilt. Min far sagde, de var skilt.
Men jeg vidste noget, ingen andre ville tænke på. Min mor var en alf – og jeg vidste, jeg havde ret. Men ingen troede mig.
"Fader," sagde jeg. "Fortæl mig den RIGTIGE historie. Jeg mener det denne gang, DEN VIRKELIGE HISTORIE, Fader!"
Han vendte rundt og kiggede på mig. Vampyr smilet var forsvundet. Han brugte i stedet sit alvorlige ansigt. Jeg foretrak at kalde det hans fortællings ansigt, fordi han brugte det ansigtsudtryk, når han fortalte mig en historie. De forskelligt farvede øjne glitrede i skæret fra computeren.
"Jeg har sagt det før, Holly," han startede langsomt. "Din mor og jeg mødtes, da jeg var tolv. Vi startede som fjender, men blev bedre og bedre venner, vi blev forelskede, fik dig, og så stoppede kærligheden. Forstår du det nu, Holly?"
Der var så meget, han ikke fortalte mig. Hvordan hun så ud, hvordan de mødtes, hvorfor de var fjender, og hvorfor de endte med at blive forelskede. Jeg ønskede mest at vide, hvordan hun var.
"Fader, der er så meget du ikke har fortalt mig! Jeg vil blot vide mere. Jeg har levet med disse korte sætninger i 12 år. Kan du ikke fortælle mig lidt mere. Bare om, hvordan hun så ud!"
Han sendte mig et iskold blik. Han ønskede ikke at fortælle mig noget. Hans øjne fandt hurtigt vej tilbage til computerskærmen.
Stilhed.
”Jeg sætter virkelig pris på din venlighed, Fader…” sagde jeg sarkastisk.
Han himlede igen med øjnene. Jeg så det ikke, men jeg kunne mærke det. En fornemmelse, om man vil. Det var en familieting. Vi har det med at himle med øjnene af hinanden. Faders mor, Angeline Fowl, gjorde det dog ikke, men alle os andre gjorde.
Jeg rejste mig hurtigt, så stolen tippede lidt bag mig. Vreden sydede ud af hver eneste af mine porer. Det var bare unfair. Hvordan kunne jeg nogensinde få ham til fortælle mig mere.

Forfatter: holly fowl
Dato: 15/10-10 15:39
Juliet Butler var på vej ind på mit værelse. Det var jeg ikke i humør til, så jeg smækkede døren lige i synet af hende. Så blev hun edderspændt rasende og brasede ind gennem min dør.
”Nå hej Juliet,” sagde jeg helt upåvirket. ”Hvad skal du herinde?”
Min computer lå på mine ben og summede. Jeg lå selv på min seng og smilede med et meget falsk smil – det var typisk mig dengang.
Juliet kiggede underligt på mig – hun havde jo lige set mig storme ind på mit værelse, og nu sad jeg bare og lod som om det ikke var sket. Kunne jeg blive mere mærkelig (Svaret er ja.)? Hun pegede frem og tilbage og mumlede med sig selv, indtil hun gik ud igen.

*

Saint Bartelby
Klokken var 10. Engelsk. Ikke at jeg havde brug for at gå i skole. For det første var det herre kedeligt. For det andet var det spild af min tid. Og den havde jeg ikke ligefrem meget af for tiden.
”Er der så nogen, der kan fortælle mig, hvorfor I ikke har lavet lektier denne gang?” spurgte min lærer og så vredt ud over min klasse.
De andre sank ned i deres stole og prøvede at gemme sig bag deres borde. Det hjalp ikke i denne situation. Det gjorde faktisk, at man bedre lagde mærke til dem. Jeg - derimod – blev siddende normalt på min stol og kiggede ud over dem. Hvor var de dog ynkelige. Jeg havde aldrig set noget lignende.
”Miss Fowl,” sagde min lærer kort for hovedet. ”Vil De ikke forsvare Dem selv i dag? Har De intet at sige? Har jeg virkelig overrumplet Dem?”
Jeg himlede med øjnene. Selvfølgelig havde han ikke overrumplet mig – det var jeg ikke blevet siden jeg var 4 år gammel. Der var en længere pause, før jeg besluttede mig for at svare. Svaret kom virkelig bag på læreren.
”Jeg sagde ikke noget om, at jeg ikke har lavet mine lektier. Men det har jeg faktisk ikke. Jeg vil endda påstå, at disse opgaver ligger langt over mine klassekammeraters niveau. Jeg havde dog – i modsætning til visse andre – ikke tid, og jeg har vigtigere ting at tage mig til, hvilket de ikke har. Desuden kan jeg svarene i mit hoved.”
De andre stirrede på mig. Jeg gætter på, at de troede, jeg var gal. Det gik alle rundt og gjorde efterhånden. Det gik mig dog i grunden ikke på mere. Tåber.
”Miss Fowl,” startede hun denne gang. ”Jeg indrømmer, at denne opgave var en smule vanskelig. Men De har ingen grund til at vanære Deres klassekammerater. Desuden vil jeg se Deres opgave på papir eller elektronisk, ellers er jeg desværre nødt til at informere Deres forældre… Igen.”
Hun stirrede vredt over brillekanten, som hun havde for vane. Jeg himlede bare med øjnene. Det var ikke noget problem at sætte hende på plads. Endnu en gang. Jeg smilede. Det må have lignet min fars vampyrsmil, for hun så pludselig meget skræmt ud.
”Tja,” sagde jeg med blottede tænder. ”Det er der ikke noget problem i, Miss. Jeg tror ikke, min far vil have det ringeste imod det, nej tværtimod. De vil få en yderst lang og yderst vred samtale med min far, og det tror jeg ikke, De vil bryde dem om, Miss, ser de, meget få mennesker kan holde ud at snakke længere end 3 minutter ad gangen.”
Jeg så det korte glimt af chokket i hendes ansigt, lige inde hun genvandt fatningen. Mit smil blev en lille smule bredere.
”Miss Fowl,” sagde hun vredt og skulede til mig. Jeg smilede til hende og prøvede at se venlig ud. ”Gå ned på rektors kontor. Øjeblikkeligt!”
Det vidste jeg selvfølgelig, hun ville siger. Du vil faktisk ikke vide, hvor mange gange jeg efterhånden havde siddet dernede. Det ville være at underdrive, hvis jeg sagde, at jeg havde siddet der 10 gange i løbet af den uge.
Jeg mumlede et lavt ’javel’ og gik. Jeg kunne mærke, de andre stirre på mig. Det var som om, det brændte i min nakke. Og der var også noget andet, der brændte – mit had til dem.
”Nå Holly,” sagde rektoren til mig, da jeg trådte indenfor døren. ”Hvad har du så lavet denne gang?”
Jeg kiggede på ham. Det lysebrune hår var fyldt med gråt – et tydeligt tegn på, at han var midt i fyrrerne. Mindst. I det mindste smilede han altid til mig. Det oplevede jeg så sjældent – ikke til nogen overraskelse for mig.
”Lad mig sige det rent ud,” sagde jeg og satte mig ned i en læderstol. ”Rent faktisk ingenting. Jeg fortalte bare Miss Peters, at jeg ikke havde lavet lektier – og så skulle jeg åbenbart herned.” Jeg smilede for at understrege min – falske – uskyldighed.
Han åd den råt. Mere eller mindre bogstavelig talt. Han startede med at se lidt mistænkelig ud, men eftersom jeg ikke udviste nogle symptomer på at have løjet, købte han den selvfølgelig – det er jo ikke for sjov, jeg læser og skriver psykologi-bøger, vel?
”Jamen det må jeg da tage en snak med Miss Peters om, så,” sagde han resolut. Mit smil blegnede en anelse, men det lagde han heldigvis ikke mærke til. Det ville blive mit ord mod hendes – en lyst løgner og et kriminelt geni mod en fuldt uddannet lærer. Det tegnede ikke godt for mig, men jeg kunne være ligeglad. Jeg boede jo ikke på den skole, hvilket man egentlig burde, fordi det er en kostskole, men jeg havde fået en specialplads – mest fordi det meste af min fars familie også havde gået på den skole. ”Nå Holly, så kan du jo godt gå til næste time.”
Jeg så op på uret og smilede smørret – klokken var langt mere end jeg havde siddet og troet. Rektoren havde sikkert siddet og fortalt noget til mig, der faktisk ikke havde lyttet – jeg havde nemlig travlt med noget andet. Nemlig at finde alle min Faders oplysninger om min mor – Holly Short. Han var nemlig lettere at gennemskue, end de fleste gik og troede.

Forfatter: holly fowl
Dato: 13/11-10 13:19
*

Fowl Manor

Hans computer kørte endnu – inde på hans egen profil selvfølgelig. Det kunne ikke blive lettere. Han burde vide bedre, end at lade computeren køre på sit eget log-in. Det var faktisk noget, han selv havde fortalt mig. Så skulle han nok lige tage at huske det til en anden gang.
Han var dog ikke koblet til internettet. Det kunne gå hen og blive et problem for mig. Han havde nemlig et password – og det skulle knækkes. Helst inden han kom tilbage fra hvor han nu engang var. Der var hundredvis af kombinationer. Hvor skulle jeg dog begynde? Jeg valgte at starte med det mest indlysende: ”Aurum potestas est” – Guld er magt - Familiemottoet. Afvist.
”For pokker,” hviskede jeg til mig selv. Hvis det var et tidspunkt, hvor ting ikke skulle gå galt, så skulle det helst være nu.
Næste password. Hvilket et? Der var jo så mange – og det havde jeg konstateret en gang. Hvad er ellers vigtigt? Eller hvad ville være svært for folk at gætte? Jeg kunne simpelthen ikke tænke. Jeg måtte slappe af. Ikke stresse. Jeg kunne jo altid forsøge den næste dag eller bare en anden dag eller måske senere den dag – men det skulle helst være nu, og gerne hurtigst muligt. Mit hoved var fuldstændig tomt på det tidspunkt – alt jeg prøvede slog fejl: ”Artemis Fowl”, ”Folket”, ”Butler”, ”Fowl Manor”. Ja, de var meget indlysende, men jeg skulle jo prøve dem af. Hvad vidste han, som jeg absolut ikke skulle vide?
Så slog det mig – eller det vil sige to ting slog mig: Butlers fornavn og min mor. Eller rettere der hvor hun bor.
Første forsøg: Butlers fornavn. Okay, der kom en lille tænkepause. Cirka ti sekunder. Jeg måtte være faldet lidt af på den. ”Domovoi”. Afvist. Endnu en gang bandede jeg sagte ved mig selv, før jeg tog hul på det næste forsøg.
Min mors hjemby. Hvor i alverden var det? Jeg kunne svagt huske noget fra Eoin Colfer-bøgerne. Jeg skulle huske det. Jeg var nødt til at kunne huske det. Noget med City… Og en have… Have… City… Eller var det ’Haven’? Der var det! Haven City! Selvfølgelig. Jeg trykkede spændt passwordet ind.
”Kom nu, kom nu!” sagde jeg til mig selv, mens computeren tænkte.
Cirka 15 sekunder senere kom det endelig: ”Password godkendt”. Jeg havde lyst til at hvine af begejstring, men kvalte det. Det kunne nemlig afsløre hele operationen. Der kunne være tid til pige-fnidder senere, men ikke nu.
Internettet åbnede, og jeg røg direkte ind på den hjemmeside, hvor han opbevarede de fleste af hans dokumenter, billeder, videoer, osv. Der var et hav af filer. Hvor skulle jeg starte henne? Jeg smilede for mig selv. Billeder selvfølgelig. Jeg tog bare det første og bedste billede. Når jeg først var kommet ind på et, var det bare at køre dem igennem. Fantastisk.
Okay, det første billede var så af mig – ingen overraskelse – på min tiårs fødselsdag. Det kunne jeg ikke bruge til andet end at glo på mig selv. Altså med andre ord: spild af min tid. Det kunne jeg altid gøre senere. Næste billede var familie fotoet. Fader, Faders far, Faders mor og jeg stod pænt ved siden af hinanden. Dog var det kun Artemis Senior og Angeline, der smilede. Næste billede.
Jeg trykkede dog hurtigt tilbage igen. Jeg havde set noget. Tåge måske? Indenfor? Umuligt! Jeg fandt det hurtigt igen – lige ved siden af Fader. Det var nærmest som om tågen lænede sig op af ham. Jeg sendte hurtigt billedet til mig selv fra min egen e-mail-adresse. Det ville jeg se nærmere på senere.
Jeg gik videre gennem billederne og fandt ud af – til min egen overraskelse – at denne tåge faktisk var med på mange af billederne. Et tilfælde? Det tror jeg næppe. Der er ikke noget, der bare er et tilfælde. Ikke i den sammenhæng i alt fald.
Jeg skar en grimasse over et billede af mig selv – han havde fanget mig, mens jeg grinte over et eller andet fuldstændig latterligt. Jeg havde mest lyst til at slette det, men det kunne jeg altså bare ikke. Men jeg lagde da – endnu en gang – mærke til tågen. Denne gang lidt lavere. Under 90 centimeter høj. Jeg besluttede mig dog for, at jeg ikke ville sende det billede til mig selv.
Jeg fortsatte med at kigge hans billeder igennem indtil jeg hørte fodtrin i nærheden. Min puls steg en smule, da jeg kunne høre at skridtene var lidt tungere end normalt – og dermed Butlers. Jeg slukkede hurtigt for Internettet og jeg huskede selvfølgelig at slå det fra. Andet ville jo have været dumt. Jeg fløj over til en anden computer. Hypotetisk set. Jeg kunne jo ikke flyve. Det var jo fysisk umuligt.
Butler trådte beslutsomt ind i rummet og så sig omkring, cirka 5 sekunder efter jeg havde sat mig foran min computer. Jeg sukkede indvendigt. Han havde ikke set mig. Nettet kørte på min Facebook profil, og jeg sad med løftede øjenbryn, som jeg havde for vane. Jeg havde kun lige nok muskelkontrol i ansigtet til at holde et smørret grin tilbage. Jeg vendte ansigtet mod Butler.
”Leder du efter noget?” sagde jeg kort. Han kiggede rundt i rummet og så ikke ud til at finde det, han ledte efter. Han kiggede tilbage på mig og løftede et øjenbryn, så der kom rynker i hans pande.
”Tja, det kan man godt sige,” svarede han, ”nærmere nogen. Har du set Artemis her inden for de sidste 2 minutter?” Jeg himlede med øjnene. Det var rent faktisk det, jeg havde prøvet at undgå, men det kunne han selvfølgelig ikke vide. Butler var måske en smule overbeskyttende over for Fader – jeg mener, han var jo ikke nogen lille dreng mere. Altså han var 36.
”Nej, det har jeg ikke. Jeg gætter på, at han er gået på toilettet eller noget. Det har man da lov til en gang i mellem. Men jeg skal nok sige til, hvis jeg ser ham.”
Så gik han igen og overlod mig til min gennemgang af min fars ting. Jeg smilede svagt. Selv bodyguards kan være lidt naive en gang i mellem. Det havde Butler selv bevist over for mig.

Du skal være logget ind for at oprette et svar i forummet.